Storrumskontoret - hvor kreativiteten og produktiviteten dør!
Flere og flere virksomheder har valgt at gå over til at indrette storrumskontorer med argumentet, at åbne kontorlandskaber indbyder til mere kommunikation, vidensdeling, netværk og samarbejde mellem medarbejderne. Det er måske også rigtigt, men "mere” er ikke altid bedre, og for mange mennesker er det bare drænende. Især introverte og særligt sensitive, kan opleve store udfordringer med de konstante input der fylder, når man arbejder i et storrumskontor.
Store konsekvenser for kreativiteten og produktiviteten
I et stort åbent lokale kan afbrydelser, forstyrrelser og samtaler i baggrunden fuldstændig ødelægge koncentrationen for medarbejderne. Sko der larmer, tastaturer der klikker, ringende telefoner og højlydte kolleger kan forringe evnen til at fokusere på den konkrete opgave, som medarbejderen sidder med. Selv den mest udadvendte medarbejder har også brug for lidt stille tid til at absorbere og bearbejde information, for at kunne være produktiv. For at sige det ligeud, så dør produktiviteten og kreativiteten i storrumskontoret. Forskning viser, at mange medarbejdere har enormt svært ved at koncentrere sig og er 15 procent mindre produktive i åbne kontorlandskaber. Den direkte omkostning ved at have storrumskontorer er selvfølgelig mindre end at bygge private kontorer til alle medarbejdere, men hvordan tager virksomheden højde for tabet i produktiviteten? Fordybelse og koncentration er en forudsætning for kreativitet, innovation og produktivitet, og hver gang medarbejderen bliver forstyrret, så ryger koncentrationen og det tager tid og kræver energi at starte forfra i sin tankerække. Og det koster i forhold til produktiviteten. Når produktiviteten falder, falder medarbejdertilfredsheden - og ulykkelige medarbejdere bliver sjældent ret længe. At give medarbejderne de værktøjer og rammer, de har brug for i forhold til at udføre deres arbejde, er en af de vigtigste anerkendelser, man som arbejdsgiver kan give sine medarbejdere. Det er også nøglen til at skabe job, der tiltrækker talentfulde introverte medarbejdere.
Negativ effekt på det mentale helbred
Produktivitet er ikke det eneste, der lider i storrumskontoret. Undersøgelser har vist, at åbne kontorer kan have en negativ effekt på medarbejdernes mentale helbred og forårsage en stigning i antallet af sygedage. De vedvarende sensoriske input gør medarbejderne sårbare over for overbelastning. Dette har stor betydning for især introverte og særligt sensitive mennesker, da de ofte reagerer mere på sensoriske indtryk, og de har typisk brug for stille, rolige omgivelser for at være virkelig produktive. Forstyrrelserne i et storrumskontor kan føre til en tilstand af konstant overstimulering for dem, hvilket har store konsekvenser for deres generelle helbred.
De hybride kontorer vinder frem
Nogle virksomheder er ved at få øjnene op for, at ikke alle trives i storrumskontorer og at det ikke er alle arbejdsopgaver, der egner sig til at blive løst i et åbent kontorlandskab. Nogle virksomheder har f.eks. valgt at have en kombination af private rum, samarbejdszoner, hjemmearbejde og fællesområder for at skabe et arbejdsmiljø, hvor medarbejderne kan arbejde på det sted, der bedst egner sig til deres opgaver og behov. Ved at tilbyde medarbejderne forskellige arbejdsområder forsøger virksomhederne at øge medarbejdertilfredsheden og udvikle en mere omfavnende virksomhedskultur.
Mere frihed til medarbejderne
Fordelene ved hybride kontorer er mere frihed til medarbejderne, da de selv kan bestemme hvorfra de vil arbejde, hvilket kan gøre det nemmere at få hverdagen til at hænge sammen. At tilbyde medarbejderne, at de selv kan vælge hvor de vil arbejde fra, betyder også at virksomheden kan ansætte medarbejdere uden hensyntagen til geografi, og de kan derfor rekruttere de bedste kandidater. I dag er det nødvendigt at kunne tilbyde en vis form for fleksibilitet, for at være en konkurrencedygtig og attraktiv virksomhed.
Sikring af det gode arbejdsmiljø på hybridkontoret
Selvom der er mange åbenlyse fordele ved de hybride kontorer, så er der også ulemper, som virksomhederne er nødt til at forholde sig til. Det kan være sværere at sikre et godt sammenhold blandt medarbejderne, og at sikre god kommunikation og gode beslutningsprocesser, hvis alle sidder hver for sig. IT-sikkerhed er også en ting, som virksomhederne er nødt til at have klare procedurer for. Desuden ændrer lederens rolle sig, da de ikke møder alle medarbejdere på daglig basis, og er nødt til at slippe kontrollen og overlade et større ansvar til medarbejderne i forhold til hvordan opgaverne løses. Og det handler også om, at virksomheden skal tage stilling til hvordan de vil sikre et godt arbejdsmiljø på hybridkontoret, og at virksomheden er i stand til at implementere nye måder at skabe et godt samarbejde og opretholde en god virksomhedskultur på. Der er mange muligheder for at tænke mere utraditionelt, men det kræver at virksomheden og lederne vælger at se hybridkontoret som en mulighed for positiv forandring med de fordelene nævnt her, frem for noget der skal begrænses, fordi det er nyt og anderledes.
Mange introverte er glade for at arbejde hjemmefra
For mange introverte er det at arbejde hjemmefra en drøm, da det giver dem de rolige og behagelige rammer, de har brug for for at være produktive og få løst deres arbejdsopgaver på den måde der fungerer bedst for dem. Virksomheder og ledere bør være særligt opmærksomme på de introvertes behov, fordi mange arbejdspladser hylder gruppetænkning og åbne kontorlandskaber, og det efterlader ikke meget plads til de talenter, som de introverte medarbejdere besidder.
Er du udfordret på arbejdet?
Som introvert kan det være en stor udfordring at arbejde i storrumskontor, og får man ikke skabt ro og rum til fordybelse, kan det som nævnt have konsekvenser for både trivsel, produktivitet og kreativitet. Ønsker du at blive bedre til at tackle de udfordringer du støder på i arbejdslivet, så kan du hente min gratis guide her. Den giver dig en forståelse for, hvad det er der dræner dig for energi, og hvordan du opnår en bedre balance.