At finde balance i at være introvert og social
Måske har du, ligesom mig, oplevet den udfordring, det kan være at have flere sociale arrangementer i træk eller flere weekender fyldt med aktiviteter. Jeg har opdaget, at selvom jeg elsker mine venner og familie og nyder at tilbringe tid sammen med dem, kan det også få mig til at føle mig helt udmattet og drænet for energi.
Det har været en øjenåbner for mig at forstå, hvor vigtig alenetiden er for hvordan jeg har det. Når jeg har været meget social, føler jeg ofte, at min energi er blevet suget ud af mig, og jeg har brug for tid for mig selv for at lade op og finde balance igen. Det var svært at acceptere til at begynde med, at jeg havde det behov, fordi samfundet ofte fremhæver ekstroverte træk som normen. Men at lære at anerkende mine egne behov har været en kæmpe befrielse. At lytte efter hvad min krop fortæller mig i stedet for at gøre hvad andre forventer, og sige nej til de ting som jeg igennem tiden har erfaret, tager for meget af mine energi.
Så hvordan finder jeg en god balance, tænker du måske? For mig handler det om planlægning og ærlighed. Jeg sørger altid for at skabe tid i min kalender til at være alene, før eller efter sociale arrangementer. Selvom alenetid bagefter er mest givende for mig, har jeg fundet ud af, at alenetid før også har en positiv effekt. Det giver mig tid til at forberede mig mentalt og følelsesmæssigt, så jeg føler mig i stand til at engagere mig uden at blive fuldstændig drænet.
En anden ting, der har hjulpet mig, er at være ærlig over for mig selv og andre. Det er okay at sige nej tak til ting, der ikke passer til vores behov, og det er også okay at lytte til vores krop og trække os tilbage, når vi føler os udmattede. Jeg har lært at tage ansvar for mine egne grænser og tage vare på mig selv, selvom det måske betyder at jeg forlader en fest eller andet tidligere end forventet. Sande venner forstår og respekterer disse behov, så det handler i virkeligheden mere om hvad vi selv tænker om det.
Når jeg deler mine følelser og behov med mine venner og familie, føler jeg mig mere anerkendt og forstået. De fleste ønsker, at vi skal have det godt, og de vil ofte gerne tilpasse sig vores behov. Det har hjulpet mig til at føle mig mere afslappet og mindre bekymret for, hvordan jeg vil tackle forskellige sociale situationer.
Så hvad er det, der er så svært ved at gøre det, vi har allermest behov for? Oftest handler det om, at vi er bange for at blive udstødt af fællesskabet.
En anden vigtig del af at finde en god balance, er også at evaluere vores relationer. Nogle relationer kan være mere drænende end andre, og det er okay at minimere tiden med de mest drænende, hvis det er nødvendigt for at vi selv kan have det godt. At søge efter ligesindede, der forstår og værdsætter min introverte natur, har været en kæmpe gevinst for mig. Når vi omgiver os med mennesker, der støtter og forstår os, føler vi os bedre tilpas og kan bedre være hele mennesker og dermed opretholde den ønskede balance.
På arbejdspladsen kan sociale situationer også være udfordrende, men selv små pauser væk fra baggrundsstøj og forstyrrelser i løbet af arbejdsdagen kan hjælpe os med at bevare energien. Og ligesom med dine private relationer, er det vigtigt at kommunikere dine behov til dine kolleger. Når de forstår dine behov, kan de bedre støtte dig i at trives både fagligt og personligt.
Så kære dig, husk, at det er okay at være introvert. Vi er unikke og værdifulde præcis som vi er. Når vi lærer at omfavne vores introverte natur og tage ansvar for vores egne behov, kan vi finde den balance, der giver os mulighed for at deltage i det sociale liv, vi ønsker, uden at miste os selv undervejs. Vær stolt af den du er, og hvis du har brug for råd eller bare vil dele dine tanker, er du mere end velkommen til at kontakte mig. Jeg er her for at lytte og støtte dig på din rejse til at finde balance og trivsel som introvert. Du kan booke en helt gratis og uforpligtende afklaringssamtale med mig via linket her.